Velkommen til TAK uddannelse

TAK uddannelse - Hvorfor det?

Taastrup Agility Klub er en uafhængig og selvstændig hundeklub, som er startet i 1989. Pga. vores selvstændighed har vi været meget glade for, og afhængige af, den fælles instruktøruddannelse der har været udbudt gennem DGI i perioden 1998-2011. Den har været grunden til og en nødvendighed for, at vores klub har kunnet vokse og udvikle sig gennem klubbens levetid. Det har altid været en væsentlig værdi for TAK, at vi selv har mulighed for, og medindflydelse på, at udvikle uddannelserne i den retning, som TAK tror på og har behov for. En anden væsentlig forudsætning er, at TAK mener, at kurserne skal være målrettet til instruktører med et fagligt udgangspunkt i formidling og undervisning af andre, samt udvikling af instruktørrollen. TAK har gennem årene selv præget og deltaget i både udviklingen og afviklingen af kurserne. Det har bl.a. betydet at TAK, i dag, har tre af de tidligere, mest erfarende og kompetente DGI-underviserer, som instruktører i vores klub, og som underviserer på vores kurser.

Fordi TAK var blevet meget afhængig af DGI´s uddannelsessystem, blev det hurtigt et voksende problem, da DGI, fra 2012, ændrede sin organisationsstruktur for agility og derved gjorde uddannelse til noget decentralt de enkelte DGI Landsdelsforeninger skulle stå for. Det kom i praksis til, at betyde for TAK, at vi ikke længere kunne uddanne, vores nye instruktører gennem den kanal.

Derfor måtte vi tænke anderledes og valgte at konstruerer en ny Hundeinstruktøruddannelsen (tidligere grunduddannelsen) og Agilityteknik.

De nye kurser

Med udgangspunkt i de erfaringer der tidligere var skabt, blev der udarbejdet to helt nye kursusforløb med hvert sit store, meget instruktive og inspirerende kursusmateriale, indeholdende masser af øvelser og eksempler, specielt designet til holdundervisning i hundetræning.

Vi valgte at fastholde kursernes vekslen mellem teori og praktik, hvor deltagerne selv får mulighed for, at afprøve og arbejde med øvelserne som instruktør. Det betyder vi også har fastholdt, at arbejde med, at der møder hunde/hundeførere op, som figuranter til kurset undervejs. For at opnå det fulde udbytte af undervisningen forventes, at deltagerene arbejder ”hjemme”, både med egen hund og som instruktør, mellem kursusdagene for, at skabe mere personlig erfaring og fortrolighed med øvelser og teknikker.

Tidligere tiders mulighed for at lave internatkurser (weekendkurser med overnatning), måtte også ændres, så kurserne i dag, afvikles over enkelte dage/aftener, men med overnatning hjemme i egen seng. Selvfølgelig foregår det med fuld forplejning og det eneste deltagerne skal tænke på er penge til at købe drikkevare til maden og den mængde ”kursusslik” som den enkelte har behov for.

TAK´s arbejde med uddannelserne betød at Høje Taastrup Kommune I 2016 godkendte TAK´s Hundeinstruktøruddannelse og Agilityteknik som uddannelser der var kompetente og tilskudsberettiget på lige fod med kurser i fx DGI og DIF.

Dette betyder ikke, at det samme sker i andre kommuner, men beror på, at de enkelte deltagere/klubber selv søger deres kommuner om tilskud til uddannelserne.